18. februar 2015
Capo Giräo ligger lidt vest for Funchal. Man skal selvfølgelig sno sig lidt, for at komme op på den 580 meter høje pynt. Det giver sig selv, at der er en fin udsigt fra pynten ind over Funchal og Camera de Lobos, men det er ikke det bedste. Der er lavet en terrasse bygget ud over klippen, så man ser 580 meter lodret ned gennem glasgulvet. Selvom man kan se, at der går mennesker derude allerede, så skal man lige synke en ekstra gang, inden man går ud på glasset. Efter et minut, har man vænnet sig til det. Udsigten lodret ned under ens fødder viser nogle marker, som bliver dyrket på trods af at de næsten er umulige at komme til. Førhen var det kun med båd, men nu er det også med hejs.
Vi var egentlig på vej nordpå. Vi vidste bare ikke rigtigt, hvad det var, vi ville se. Vi kørte ind i landet ved Ribeira Brava mod Serra de Agua. Jo længere, vi kom ind i landet, jo koldere blev det, - også fordi vi kom lidt højere op. Vi endte ude ved kysten ved Sao Vincente. Vi kørte mod vest langs kysten og inde i tunellerne i de meget stejle klinter, der måske 200 meter høje og lodrette. Det er en lidt mere voldsom kyst, hvad bølgerne også bevidnede. Vi stoppede ikke i Seixal. Vi mente ikke, der var så meget at se, hvorimod vi gjorde holdt i Porto Moniz.
Jeg skal da lige love for, de har bølger i Porto Moniz. De slår uophørligt ind på klipperne med en utrolig kraft, der giver op til 5 meter høje sprøjt at hvidt saltvand. Der var mindre klipper ude i vandet, som brød de store bølger og nogle steder dannede de en rolig indsø, som turister kunne bruge som badebassiner. Nogle var forstærket med beton. Vi måtte lige have noget frokost i den nærliggende cafeteria. Derefter slentrede vi lidt rundt, men kørte så videre ad en anden vej hjem. Vi kørte ad ER101 og senere ad ER110 ind og op i landet. Der skulle være en højslette derinde midt på øen. Der gik lidt tid, men så var vi der også. Vi var langt over trægrænsen, kun gyvler og andet lavere vegetation kunne gro der. Det kunne godt minde lidt om Norge. Der stod også nogle Vestasmøller og længere nede og mod syd, var der “klasket” solceller op på et kæmpeareal. Det tager altså lang tid at komme ned, når vejene er meget snoede og fulde af huller. Da vi kom ind i den vestligste del af Funchal, kom jeg i tanker om at Århus Charter havde lovet os gratis parkering, men det havde jeg ikke fundet den anden dag. Nu, da Sonja var med, ville det måske være nemmere at finde.
Nu skulle jeg bare hjem til “Dannys Far”. Der har en lille restaurant lige nedenunder vor værelse. Vi bruger deres WiFi, så jeg støtter ham dagligt, ved at købe en halv flaske hvidvin, mens jeg skriver dagbog. Egentlig hedder restauranten “Adega da Queimada”, men Danny er en fodboldspiller på det portugisiske landshold og hans far ejer stedet, så vi kalder cafèen "Dannys Far". Danny spiller sammen med Ronaldo på det portugisiske landshold og til daglig spiller han for Sct. Pedersborg. Hans far er selvfølgelig meget stolt af sin søn. Der er plakater og bånd på væggene inde i restauranten. Gaden udenfor restauranten vender øst-vest, så når vi kommer hjem er der lige en times sol ned ad gaden til mit lille bord med computer og hvidvin. Her sidder jeg så og skriver denne dagbog. Forfattere må lide for deres kunst.
Vi blev enige om, at en restaurant ikke bliver bedre af, at man går langt til den. Det er ikke en kvalitet i sig selv, at den ligger langt fra ens hotel. Vi valgte derfor en Café lige på den anden side af katedralen. Jeg spurgte efter en lokal maderiansk rødvin. Det havde de ikke lige på kortet, men de fandt en i kælderen. Mit princip er at spise det lokale mad, drikke det lokale øl og vin. Maden er fin, øllet er godt, men vinen var måske lidt tynd. Den var tydeligvis lagret på egetønder, så den smagte lidt spansk. Tjeneren havde ikke smagt den, så jeg tilbød ham en smagsprøve. Det måtte han ikke for sin arbejdgiver, men han tog dog slatten med ud i køkkenet og smagte den der. Maden var god, men meget mærkelig. Sonja bestilte en burger, men fik en bøf, kartoffelbåde og salat. Intet brød!! Jeg bestilte en steak. Det fik jeg, men der var lagt en skive hamburgerryg hen over bøffen sammen med et spejlæg. Ikke lige hvad man forventer, men bøffen var perfekt, så det var faktisk rigtig godt og mættende. Det sidste er ikke uvæsentligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar