16. februar 2015 - Det østlige Madeira

16. februar 2015

Se flere billeder her: http://goo.gl/kkERyG

Det blev en kold nat. Ingen af os kan med sengekonvolutter. Jeg måtte endda op midt om natten for at tage min T-shirt på, men ellers sov jeg fint. Sonja havde, som sædvanlig, problemer med at sengen er for hård. Vi var advaret om morgenmaden, men den var faktisk bedre end sit rygte. Vi fik dog en skive rugbrød til, så vi kunne “holde” længere. Vi havde snakket om at tage hejsen op til Monte og de forskellige haver og parker, men til slut blev det altså en tur til pynten i øst, ved Carnical. Se kortet her http://goo.gl/KNU4BJ

Vejret var godt, så vi trillede derud ad. Lidt ude af ruten er der en statue af Jesus, magen til den fra Lissabon og Rio de Janeiro. Den er sådan set ikke noget særligt, men turen er interessant. Især når man følger Garmin ud af byen. Frk. Garmin ville ikke følge den slagne vej, men igennem et villakvarterer, hvor vejene har en hældningsgrad på 25%. Sonja var udtalt utilfreds med ruten, men jeg syntes, det var sjovt og udfordrende. Vi kom derud og det viste sig, at der var en hejs ned til en “badestrand”. Først skulle vi lige se figuren. Den var selvfølgelig ligesom den i Lissabon og Rio de Janeiro. Der fører en trappe til en pynt neden for figuren, som jeg lige skulle ud på. Mit kamera var løbet tør for strøm, så mit backupkamera i mobiltelefonen måtte træde til, men den er faktisk ikke så ringe. Opturen var noget mere anstrengende, så jeg smed T-shirten, men kom alligevel til at svede som en stud. Vi tog den lille, men meget stejle hejs ned til en lille strand. Strand er så meget sagt, for stenene er så store som strudseæg, men jeg skulle nu alligevel prøve at bade i det meget klare Atlanterhav. Selvom det er februar, så har vandet den temperatur, som Atlanterhavet nu har. Det svinger ikke så meget. Det var rigtig dejligt; køligt og klart. Det havde jeg også brug for. Bølgerne var ikke store, men alligevel ret voldsomme, når de slog mod kysten. Når de trak sig tilbage, kunne man høre de store sten “klikke” mod hinanden. En dejlig og afslappende lyd.

Nu skulle vi så videre ud til Madeiras østligste punkt. Vi parkerede på parkeringspladsen næsten derude og gik ad stier, - jeg noget længere end Sonja. Det er fantastisk derude og der går flere kilometer stier, men jeg gik nok bare en kilometer ud. Mens Sonja ventede på mig, blev hun “overfaldet” af et firben, der mistog hendes ben for et stykke klippe. Begge blev vist lige forskrækkede over hændelsen. Kun ganske kort før parkeringspladsen er der bygget en ferieby, hvor vi på tilbageturen lod os friste til at spise frokost. Vi kunne sidde helt nede ved havnen i solskinnet. Jeg fik en god blækspruttesalat og Sonja suppe. Det kunne se ud som om byen har valgt at være selvforsynende med strøm, for der var “klasket” rigtig mange solceller op på en klippeside nær ved og der stod nogle vindmøller. Efter sigende fra Vestas, men de var nu små og gamle.

Længere inde findes Madeiras eneste sandstrand, men den ligger selvfølgelig også klemt inde i en lagune omkranset af mægtige klippevægge. Sonja skulle lige have lidt sand til sin samling af strandsand fra verdens strande. Jeg fik opgaven at gå ned og hente noget. På vejen ned gled jeg og trimlede om, kun en halv meter fra et lodret fald på 15 meter. Sonja var meget tæt på at få udbetalt min livsforsikring ….. hmmm.

På vejen hjem til Funchal blev vi standset af politiet. De var overhovedet ikke interesseret i mig og mit kørekort, men derimod om lejepapirerne var i orden. Der må være meget snyd med udlejning. Vi fortsatte tilbage til Funchal, fandt et nyt parkeringshus og vel tilbage på hotellet, læssede vi vore ting af på værelset og jeg satte mig ned på restauranten lige nedenunder værelset og begyndte at skrive dagbog i solen på fortovet sammen med et par glas hvidvin. Sonja gik rundt i byen imens jeg skrev. Det begyndte at støvregne lidt senere, så jeg trak ind. Jeg foreslog, at vi blev og spise aftensmad. Jeg fik kalvekød på spid, en madeiraspecialitet. Sonja fik samme slags fisk som i går, men uden bananer. Ejeren var meget stolt af sin søn, som havde spillet på det portugisiske landshold sammen med Ronaldo, en kendt madeiransk fodboldspiller (for os der ikke interesserer os for fodbold). Han havde oplyst koden til sit WiFi og det rækker fint op på værelset, så vi fik alligevel Wifi. Resten af ferien er reddet, desangående.