22. februar 2015 - Hjemrejse

Når først dagen er kommet, hvor man skal hjem, så vil man egentlig bare afsted og få hjemrejsen overstået, så hurtigt som muligt. Vor lejede bil stod i kælderen på et andet af Aarhus Charter's hoteller, men det er ikke bare lige, for Funchal havde arrangeret Marathon i gaderne og derfor afspærret store dele af vejene i byen. Jeg kørte nogle forvirrende omgange rundt, indtil jeg fandt et sted i nærheden af, hvor jeg havde ladet Sonja vogte over vore kuffeter, indtil jeg kom. Jeg spurgte en politibetjent, om jeg ikke lige måtte parkere i ti minutter, indtil jeg havde fået fat i min kone. Jo, det måtte jeg sandelig gerne. Han smilte og var vældig flink. Da vi kom tilbage til bilen spurgte han om vi havde været tilfreds med opholdet og om vi ville komme igen. Det svarede vi selvfølgelig ja til. Vi har jo snart alderen. Vi har nok været nogle af de yngste. "Det er en pensionistø", som en sagde i Tirstrup, der skulle hente sine forældrer. Det har nu også sine fordele; ingen skrigende børn og fulde teenagere.

Jeg synes, at det er lidt hårdt at flyve hjem, men det er da bedre end hvis man skulle cykle. Hanne hentede os i Tirstrup, så vi var vel hjemme ved 21:30-tiden.

Jeg har lige samlet nogle videoer af vandet omkring Madeira. Det tager ca. 8 minutter, men der er en belønning til sidst. https://www.youtube.com/watch?v=3CYDlh4hftM

21. februar 2015 - På havet

Se flere billeder her: http://goo.gl/WPhRKD

Vi vågnede som sædvanlig ved 9-tiden. Et kig ud af vinduet fortalte os, at vi nok skulle opleve den første overskyede dag på Madeira. Vi havde diskuteret, om vi skulle tage bilen ind på øen, men det blev den anden vej i stedet for, - nemlig ud på havet. Bådene sejler ved 10:30-tiden, så efter morgenmaden, som denne morgen blev indtaget på værelset, gik vi raskt ned til havnen. Vi blev "fanget" af en "kundefisker", der lige skulle have de sidste med på en hval- og delfintur. Seneste hvaltur på Island var ikke succesfuld, men vi lod tilfældet råde. Grib øjeblikket, som nogen siger. Vi var lige kommet om bord, så sejlede båden. Båden kan ses her: https://www.facebook.com/catamaran.seaborn

Fra Island vidste jeg, at man skal kigge efter mågerne. Hvor de flokkes, er der nok også delfiner. Delfinerne jager fiskene op til overfladen og så er der fest for delfiner og måger. Der var ikke gået mere en en halv time, så så vi mågerne og ganske rigtig var der var delfiner. De kom lige op efter luft og så ned efter mere at spise. Der var flere både i nærheden og havde delfinerne vidst, hvor populære fotoofre de var, havde de nok svømmet på en rød løber i Beverly Hills. Da fotoklikkene svandt ind, sejlede vi ud ad. Måske ville vi være heldige at se større dyr, men det er bestemt ikke hver gang, man gør det. Vi var heldige, for pludselig så vi en sort finne dukke op af vandet. Jeg så også en stump, sort snude, hvilke fortalte, at vi kiggede på en Grindehval (Pilot Whale). Den kan veje op til 2 tons, men disse var unger, der var ude at lege. De var svære at fotografere, så vi sejlede mod udkigspunktet Capo Giräo, hvor vi kiggede ned gennem en glasplade den anden dag. På vejen så vi endnu en flok. Flokken var åbenbart ikke sulten, men mere legesyg. De samledes foran, under og ved siden af båden. De havde det sjovt, men det havde vi sandelig også. Vi kunne ligge helt foran i båden og kigge ned i det klare vand og se dem komme nede fra dybet for at springe op. Det varede måske et kvarter, måske en halv time. Tiden står stille. Jeg var paf. Helt fantastiske dyr. Kun intelligente dyr leger, som de gør. Jeg forstår nu alle, der er fascineret af disse usædvanligt elegante dyr. Det er svært at forstå, at deres forfædre har levet på land, men er vendt tilbage til havet. Vi nød deres leg, men pludselig var de væk. De gad nok ikke mere eller måske sejlede vi ud af deres område. Se dem her: https://www.youtube.com/watch?v=WADixkcXPNE

Katamaranen sejlede nu ind under udsigtsklippen, men det var så tåget eller skyerne hang så lavt, at vi ikke kunne se glaspladen 580 meter oppe. Derefter sejlede han stille og roligt langs kysten hjem til Funchal. Her gik vi på promenaden ned mod den gule borg. Vi skiltes undervejs. Jeg skulle finde en frokostrestaurant. Det blev "A Tartaruba" på Largo de Corbo Santo. Hyggelig servering og nogle rigtig gode sardiner. Man skal altså prøve grillede sardiner, når man er på Madeira. Jeg fik lige fyldt op med Maderiansk Brandy hos den nærliggende Spar-købmand. Jeg gik hjem og lod Sonja kigge på sager i gaderne. Jeg tilbragte et par timer hos Danny's Far. Vi spiste ved 20-tiden, men der blev ingen fest denne aften. Vi var trætte efter sejlturen, så kaffen blev drukket på værelset.

20. februar 2015 - Marked

Se flere billeder her http://goo.gl/l5KHln
og her: http://goo.gl/ZPXta1

Selvfølgelig skal man på marked, når man er syd på. Her i Funchal ligger den midt i byen i et mægtigt, gult hus. Det er kæmpe stort og vi kom på en af de store dage, nemlig torsdag eller fredag. Mængden af forskellige frugter og grøntsager er overvældende og rigtig mange har jeg aldrig set før. Jeg knipsede løs med mit kamera. Alt skulle med. De sælger også mange blomster og deres knolde eller frø. Det måtte vi også have med hjem. Meget af det skal ud på terrassen til sommer og andet skal blive i stuen. Vi befinder os trods alt nær det tropiske klima.

Nedenunder findes et kæmpe fiskemarked, hvor vi også fik den grimme, men velsmagende Espada-fisk at se. Den ligner faktisk en kæmpe ål. Øjnene er spilet helt op. Det er fordi den lever på bunden af havet i næsten 2 km's dybde. Som bifangst får fiskerne en dybhavshaj med, som er på størrelse med en torsk. Den tørrer de i vinden og spiser senere. Indbyggerne på Madeira dyrker også sukkerrør. De serverede saften i et lille cafeteria. De bruger det bl.a. til at lave rom. Det købte jeg lidt af, til at tage med hjem.

Vi vandrede videre ind i det gamle kvarter, helt hen til den gule borg, nu et militærmuseum. Bygningerne er flotte, men de får altså ikke mig ind og se sværd og gevær. Der går en lille sti videre om bag ved borgen og der fandt vi en blå restaurant, som har en fantastisk terrasse med meget god udsigt over havet. Det viste sig, at den faktisk er omtalt i "Turen går til Madeira". Hold da op vi nød solen og maden, men vi skal jo videre. Vi har kun en uge her, så vi skal jo have alt med.

Det er heldigvis blevet en tradition, at jeg skal side ved "Danny's Far" og skrive dagbog til en halv flaske hvidvin. Det faste holdepunkt i en stresset ferie ;-). Det blev nu også til en times tid på ryggen i sengen, med lyttebøfferne på ørerne og Sonja sagde, at jeg snorkede til musikken.

Aftensmaden skulle indtages i det gamle kvarter, men hvor. Det var måske lidt køligt, så vi vidste ikke rigtig, om vi skulle sidde inde eller ude. Kompromiet var udenfor med gasvarmere i form af flammer. Det skulle vise sig, at restauranter hed noget med "Havfrue" på portugisisk. De havde afbilledet Havfruen fra København udenfor. Hun stod ikke på menuen, så jeg bestilte grillede sardiner til forret og mørbradbøf med champignonsovs til hovedret. Nok den bedste middag jeg har fået her på Madeira. Grillede sardiner smager bare fantastisk, lidt af makrel, men slet ikke så udtalt. Bøffen var mør, saftig og fuld af smag.

Endnu en dejlig dag på Madeira er slut.

19. februar 2015 - Vandretur

19. februar 2015 - Vandretur

Se flere billeder her: http://goo.gl/3FuxjS

Man skal gå langs vandingskanaler, når man er på Madeira, men det lader vi os ikke styre af. Vi tager en tur langs kysten til Camara de Lobos. Det er nu heller ikke så nemt. Vi troede, at stien langs kysten gik helt fra Funchal havn, men det gør den ikke. Man skal gå langs vejen en del af vejen. På et tidspunkt fandt vi en vej ned til stien. Nu kunne vi så nyde Atlanterhavet. Selvom det ser stille ud, så er bølgerne dybe og de rejser sig brusende, larmende og våde, når de nærmer sig kysten. Ind i mellem sprøjtede til op på stien, så vi blev våde. Turen er næsten 9 km, men det er ikke i almindelig tempo a la Danmark. Her går det op og ned, - og ud og ind. Camara de Lobos er en lille fiskerby med aldeles fotogene små fiskerbåde. Mændene fisker om natten, for der kan de fange Espada, - en ålelignende dybhavsfisk. Den er fandme grim, men den smager fantastisk. Det er den med bananen. Der var plads på en af  havnens cafèer, hvor vi fik burger og steak og et par øl. Det er vældig malerisk, så vi sad der et stykke tid.

Vi kunne ikke gå længere, så vi havde egentlig bestemt, at tage en bus hjem til Funchal, men da den lod vente på sig, inviterede jeg et danskt par til at følge os i en taxa. Det kan vældig anbefales at tage en taxa på Madeira. Chauførerne er flinke og der er mange af dem og egentlig ikke så dyre. Jeg sad selvfølgelig lidt hos “Dannys Far” indtil der var en fodboldkamp i fjernsynet, hvor Danny spillede for Sct. Pedersborg mod PSV Eindhoven. Hvem skulle have troet, at jeg nogen siden skulle have holdt med et russisk fodboldhold. Det gjorde jeg og de vandt stort med 1-0 på en “assist” af Danny.

Nå, et par timer hos “Dannys far” og så var jeg vel egentlig klar til at spise aftensmad. Rejselederne havde anbefalet tre lige ved siden af hinanden. Den første aften prøvede en af dem og var ganske tilfreds. Denne gang valgte vi en anden af de tre. En lidt finere restaurant, men sådan set ikke meget dyrere. Det er nok det bedste fisk jeg har fået. Jeg fik tre forskellige grillede fisk og rejer. Grillet fisk er altså min favoritmåde at tilberede fisk på. Der skal bare være nok af hvidløg.

18. februar 2015 - Nordvest

18. februar 2015

Se flere billeder her: http://goo.gl/7Aji1g

Capo Giräo ligger lidt vest for Funchal. Man skal selvfølgelig sno sig lidt, for at komme op på den 580 meter høje pynt. Det giver sig selv, at der er en fin udsigt fra pynten ind over Funchal og Camera de Lobos, men det er ikke det bedste. Der er lavet en terrasse bygget ud over klippen, så man ser 580 meter lodret ned gennem glasgulvet. Selvom man kan se, at der går mennesker derude allerede, så skal man lige synke en ekstra gang, inden man går ud på glasset. Efter et minut, har man vænnet sig til det. Udsigten lodret ned under ens fødder viser nogle marker, som bliver dyrket på trods af at de næsten er umulige at komme til. Førhen var det kun med båd, men nu er det også med hejs.

Vi var egentlig på vej nordpå. Vi vidste bare ikke rigtigt, hvad det var, vi ville se. Vi kørte ind i landet ved Ribeira Brava mod Serra de Agua. Jo længere, vi kom ind i landet, jo koldere blev det, - også fordi vi kom lidt højere op. Vi endte ude ved kysten ved Sao Vincente. Vi kørte mod vest langs kysten og inde i tunellerne i de meget stejle klinter, der måske 200 meter høje og lodrette. Det er en lidt mere voldsom kyst, hvad bølgerne også bevidnede. Vi stoppede ikke i Seixal. Vi mente ikke, der var så meget at se, hvorimod vi gjorde holdt i Porto Moniz.

Jeg skal da lige love for, de har bølger i Porto Moniz. De slår uophørligt ind på klipperne med en utrolig kraft, der giver op til 5 meter høje sprøjt at hvidt saltvand. Der var mindre klipper ude i vandet, som brød de store bølger og nogle steder dannede de en rolig indsø, som turister kunne bruge som badebassiner. Nogle var forstærket med beton. Vi måtte lige have noget frokost i den nærliggende cafeteria. Derefter slentrede vi lidt rundt, men kørte så videre ad en anden vej hjem. Vi kørte ad ER101 og senere ad ER110 ind og op i landet. Der skulle være en højslette derinde midt på øen. Der gik lidt tid, men så var vi der også. Vi var langt over trægrænsen, kun gyvler og andet lavere vegetation kunne gro der. Det kunne godt minde lidt om Norge. Der stod også nogle Vestasmøller og længere nede og mod syd, var der “klasket” solceller op på et kæmpeareal. Det tager altså lang tid at komme ned, når vejene er meget snoede og fulde af huller. Da vi kom ind i den vestligste del af Funchal, kom jeg i tanker om at Århus Charter havde lovet os gratis parkering, men det havde jeg ikke fundet den anden dag. Nu, da Sonja var med, ville det måske være nemmere at finde.

Nu skulle jeg bare hjem til “Dannys Far”. Der har en lille restaurant lige nedenunder vor værelse. Vi bruger deres WiFi, så jeg støtter ham dagligt, ved at købe en halv flaske hvidvin, mens jeg skriver dagbog. Egentlig hedder restauranten “Adega da Queimada”, men Danny er en fodboldspiller på det portugisiske landshold og hans far ejer stedet, så vi kalder cafèen "Dannys Far". Danny spiller sammen med Ronaldo på det portugisiske landshold og til daglig spiller han for Sct. Pedersborg. Hans far er selvfølgelig meget stolt af sin søn. Der er plakater og bånd på væggene inde i restauranten. Gaden udenfor restauranten vender øst-vest, så når vi kommer hjem er der lige en times sol ned ad gaden til mit lille bord med computer og hvidvin. Her sidder jeg så og skriver denne dagbog. Forfattere må lide for deres kunst.

Vi blev enige om, at en restaurant ikke bliver bedre af, at man går langt til den. Det er ikke en kvalitet i sig selv, at den ligger langt fra ens hotel. Vi valgte derfor en Café lige på den anden side af katedralen. Jeg spurgte efter en lokal maderiansk rødvin. Det havde de ikke lige på kortet, men de fandt en i kælderen. Mit princip er at spise det lokale mad, drikke det lokale øl og vin. Maden er fin, øllet er godt, men vinen var måske lidt tynd. Den var tydeligvis lagret på egetønder, så den smagte lidt spansk. Tjeneren havde ikke smagt den, så jeg tilbød ham en smagsprøve. Det måtte han ikke for sin arbejdgiver, men han tog dog slatten med ud i køkkenet og smagte den der. Maden var god, men meget mærkelig. Sonja bestilte en burger, men fik en bøf, kartoffelbåde og salat. Intet brød!! Jeg bestilte en steak. Det fik jeg, men der var lagt en skive hamburgerryg hen over bøffen sammen med et spejlæg. Ikke lige hvad man forventer, men bøffen var perfekt, så det var faktisk rigtig godt og mættende. Det sidste er ikke uvæsentligt.

17. februar 2015 - Forskellighed

17. februar 2015

Se flere billeder her: http://goo.gl/rW2usZ

Denne dag skulle vise sig at stå i forskelighedens tegn, - eller som nogen kalder det, “diversity”. Det vil du opdage efterhånden. Man kan ikke rigtig sige, at byen Funchal er omkranset af klippevægge. Den er klippevæggene. Derfor går der også en hejs op til en Tropisk Have, der har utallige plantesorter samlet i haven. Lidt som Botanisk Have i Aarhus, bare fra hele verden og så står planterne tættere og der er mange flere. Vi kunne gå lidt rundt og nyde især blomsterne, som der ikke er så mange af, her midt i den maderianske vinter (18 grader). Alligevel mangler nogle træer løv. En lille cafeteria tilbyder lidt frokost, så det skulle vi lige have. Vi kom til at dele bord med et engelsk par. Han var tidligere IT-medarbejder, men havde fået tilbudt pension som 50-årig, hvilket han tog imod. Vi sludrede om gamle dage, da hans kone lige ville fodre en lille fugl, - den lignede vel en rødkælk. Han kendte den og sagde, at den så lidt anderledes ud her end hjemme i England. Vi blev enige om at Madeira var Europas Galapagos, hvor små mutationer skaber nye racer.

Mit kamera løb endnu engang tør for strøm. Jeg mistænkte derfor portugiserne for at sælge mig dårlig strøm, som kun kunne holde halv så lang tid, som dansk strøm. Jeg kunne nu bare lade Sonja tage billederne. Jeg lånte hendes en gang imellem. Vi var egentlig på vej ned med hejsen igen, da vi så en lille terrasse under stationen, hvor vi kunne sidder og nyde solen og en øl. Vi sad der længe og lod solen bage på os og i det hele taget slappe lidt af.

Vel nede gik vi et karnevaloptog i møde. Solen bagte og folk havde taget opstilling langs ruten. Da optoget endelig kom, var det et meget folkeligt optog uden indblanding fra religionen. De optrædende havde masker på, som formentlig forestillede politikere. Nogle mænd var klædt som kvinder, men de lignede bestemt ikke “drags”. I det hele taget mange forskellige typer, men musikken begyndte at gå mig på nerverne. Heldigvis var der en restaurant på havnen, formet som små telte, som solgte øl udenfor i solen. Der tilbragte vi lige lidt tid, indtil der var ryddet op efter optoget. Jeg bestilte bord der, men vi havde lige en times tid, så vi slentrede videre ud vest på. Vi havde ikke gået langt, før vi opdagede en klippepynt yderst på havnen. Der gik folk på toppen, hvor der også stod et par palmer. Det måtte vi lige se. På vejen derhen kom Columbus og hans gode skib Santa Maria ind i havnen. Det er en kopi, som sejler turisterne ud på Atlanterhavet. Nu var den så ved at lægge til kaj. Jeg vil sandelig håbe for Columbus og hans besætning at den rigtige Santa Maria var størrer end kopien.

Vi gik nu hen til pynten. Det viste sig at være verdens mindste stat iflg. Guiness Book of Records. Se mere på http://fortesaojose.com/. For øjeblikket er der ingen indbyggere, bortset fra kattene. Der er gratis adgang, men man lægger et par mønter til vedligeholdelse og mad til kattene. Noget mærkeligt og syret. Ikke en statsdannelse, jeg er vant til.

Vi var sultne, så vi gik tilbage til restauranten og spiste. Igen fisk. Blæksprutter og derefter sværdfisk (tror jeg nok) grillet på en pind. Det smager herligt. Sværdfisk er lidt tørt, men bliver rigtig smagfuld, når den bliver grillet.

Så er der sådan set ikke mere at sige om den dag. Jeg håber du, fandt nogle “forskelligheder”.

16. februar 2015 - Det østlige Madeira

16. februar 2015

Se flere billeder her: http://goo.gl/kkERyG

Det blev en kold nat. Ingen af os kan med sengekonvolutter. Jeg måtte endda op midt om natten for at tage min T-shirt på, men ellers sov jeg fint. Sonja havde, som sædvanlig, problemer med at sengen er for hård. Vi var advaret om morgenmaden, men den var faktisk bedre end sit rygte. Vi fik dog en skive rugbrød til, så vi kunne “holde” længere. Vi havde snakket om at tage hejsen op til Monte og de forskellige haver og parker, men til slut blev det altså en tur til pynten i øst, ved Carnical. Se kortet her http://goo.gl/KNU4BJ

Vejret var godt, så vi trillede derud ad. Lidt ude af ruten er der en statue af Jesus, magen til den fra Lissabon og Rio de Janeiro. Den er sådan set ikke noget særligt, men turen er interessant. Især når man følger Garmin ud af byen. Frk. Garmin ville ikke følge den slagne vej, men igennem et villakvarterer, hvor vejene har en hældningsgrad på 25%. Sonja var udtalt utilfreds med ruten, men jeg syntes, det var sjovt og udfordrende. Vi kom derud og det viste sig, at der var en hejs ned til en “badestrand”. Først skulle vi lige se figuren. Den var selvfølgelig ligesom den i Lissabon og Rio de Janeiro. Der fører en trappe til en pynt neden for figuren, som jeg lige skulle ud på. Mit kamera var løbet tør for strøm, så mit backupkamera i mobiltelefonen måtte træde til, men den er faktisk ikke så ringe. Opturen var noget mere anstrengende, så jeg smed T-shirten, men kom alligevel til at svede som en stud. Vi tog den lille, men meget stejle hejs ned til en lille strand. Strand er så meget sagt, for stenene er så store som strudseæg, men jeg skulle nu alligevel prøve at bade i det meget klare Atlanterhav. Selvom det er februar, så har vandet den temperatur, som Atlanterhavet nu har. Det svinger ikke så meget. Det var rigtig dejligt; køligt og klart. Det havde jeg også brug for. Bølgerne var ikke store, men alligevel ret voldsomme, når de slog mod kysten. Når de trak sig tilbage, kunne man høre de store sten “klikke” mod hinanden. En dejlig og afslappende lyd.

Nu skulle vi så videre ud til Madeiras østligste punkt. Vi parkerede på parkeringspladsen næsten derude og gik ad stier, - jeg noget længere end Sonja. Det er fantastisk derude og der går flere kilometer stier, men jeg gik nok bare en kilometer ud. Mens Sonja ventede på mig, blev hun “overfaldet” af et firben, der mistog hendes ben for et stykke klippe. Begge blev vist lige forskrækkede over hændelsen. Kun ganske kort før parkeringspladsen er der bygget en ferieby, hvor vi på tilbageturen lod os friste til at spise frokost. Vi kunne sidde helt nede ved havnen i solskinnet. Jeg fik en god blækspruttesalat og Sonja suppe. Det kunne se ud som om byen har valgt at være selvforsynende med strøm, for der var “klasket” rigtig mange solceller op på en klippeside nær ved og der stod nogle vindmøller. Efter sigende fra Vestas, men de var nu små og gamle.

Længere inde findes Madeiras eneste sandstrand, men den ligger selvfølgelig også klemt inde i en lagune omkranset af mægtige klippevægge. Sonja skulle lige have lidt sand til sin samling af strandsand fra verdens strande. Jeg fik opgaven at gå ned og hente noget. På vejen ned gled jeg og trimlede om, kun en halv meter fra et lodret fald på 15 meter. Sonja var meget tæt på at få udbetalt min livsforsikring ….. hmmm.

På vejen hjem til Funchal blev vi standset af politiet. De var overhovedet ikke interesseret i mig og mit kørekort, men derimod om lejepapirerne var i orden. Der må være meget snyd med udlejning. Vi fortsatte tilbage til Funchal, fandt et nyt parkeringshus og vel tilbage på hotellet, læssede vi vore ting af på værelset og jeg satte mig ned på restauranten lige nedenunder værelset og begyndte at skrive dagbog i solen på fortovet sammen med et par glas hvidvin. Sonja gik rundt i byen imens jeg skrev. Det begyndte at støvregne lidt senere, så jeg trak ind. Jeg foreslog, at vi blev og spise aftensmad. Jeg fik kalvekød på spid, en madeiraspecialitet. Sonja fik samme slags fisk som i går, men uden bananer. Ejeren var meget stolt af sin søn, som havde spillet på det portugisiske landshold sammen med Ronaldo, en kendt madeiransk fodboldspiller (for os der ikke interesserer os for fodbold). Han havde oplyst koden til sit WiFi og det rækker fint op på værelset, så vi fik alligevel Wifi. Resten af ferien er reddet, desangående.